Vi passer på økonomien
- Så vi kan investere i velfærden


Alle har ret til en tryg og værdig alderdom. For Socialdemokratiet handler det om nærhed – både i omsorg og i beslutninger.
Vi vil sikre flere medarbejdere, bedre rammer og større frihed til at sætte fagligheden i spil.
Flere ind i – og længere i – faget
Rekruttering er fortsat en af de største udfordringer. Vi vil derfor arbejde tæt sammen med uddannelser, fagforeninger og vores egne institutioner om at få flere unge og voksne til at vælge en uddannelse på ældreområdet – og samtidig gøre det attraktivt at blive i faget.
Der er mangel på faglært personale, og flere ufaglærte passer allerede i dag på vores ældre medborgere. Den udvikling vil kun blive endnu tydeligere i de kommende år.
Derfor vil vi:
Sætte konkrete mål for, hvor mange nye social- og sundhedsuddannede vi hvert år vil uddanne og tiltrække til området
Udnytte de gode erfaringer med EUV1 og skabe flere muligheder for, at ufaglærte kan tage en relevant sundhedsfaglig uddannelse gennem individuelle uddannelses- og opkvalificeringsplaner
Tilbyde efteruddannelse, så social- og sundhedsassistenter kan videreuddanne sig til sygeplejersker, og sygeplejersker kan tage specialuddannelser inden for borgernær sygepleje og akutsygepleje
Afsætte midler til efteruddannelse og kompetenceudvikling, så alle medarbejdere kan styrke deres faglighed helt tæt på borgeren
Frisættelse af plejehjemmene
Med den nye ældrelov bliver der lagt op til mere selvbestemmelse og mindre detailstyring. Det bakker vi op om.
I Holbæk Kommune ønsker vi at frisætte plejehjemmene, så de enkelte steder får større beslutningskraft i hverdagen. Hvis medarbejdere og ledelse fx brænder for en ny velfærdsteknologi, en anderledes aktivitetsform eller en lokal samarbejdspartner, skal de have frihed til at handle – uden at vente på godkendelse centralt.
De skal naturligvis overholde økonomien – men ellers skal vi stole på, at fagligheden og engagementet lokalt er den bedste vej til kvalitet.
Flere seniorboliger og plejehjem
Vi lever længere og sundere – og det kræver, at vi indretter os på nye måder.
Socialdemokratiet vil sikre flere seniorboliger i hele kommunen, så ældre kan skifte til en bolig, der passer til deres behov. Samtidig vil vi bygge flere plejehjem, da ventelisten til plejehjemspladser er lang.
Vi vil:
Frisætte plejehjemmene, så de får større beslutningskraft og frihed under ansvar
Arbejde målrettet med rekruttering og uddannelse af flere medarbejdere til ældreområdet
Sikre flere seniorboliger og nedbringe ventelisterne ved at bygge flere plejehjem

Du kan læse hele vores valgprogram fra Socialdemokratiet her.